Landsbyhistorier fra Ledøje

Link til historier om andre landsbyer.

Ledøjes historie ganske kort


Navnet Ledøje stammer utvivlsomt fra oldtiden, men dets oprindelige betydning er uvis. Det anføres omkring 1370 som Ledøwe og Lethøwe i fortegnelsen over jordegods under Roskilde bispestol.

Det er i middelalderen, at man træffer på enkelte sparsomme historiske efterretninger om Ledøje. I omegnen boede på den tid flere riddere af Hvide-slægten, og på det sted, hvor nu Brydegården ligger, havde en ridder på Valdemar den Stores tid bygget ridderborgen Ledøwe med tilhørende borgkapel. Borgen forsvandt i 1430-erne og på grunden byggedes en almindelig bondegård, som blev beboet af en "bryde", d.v.s. en forvalter der havde tilsyn med jordegodset.

I tilknytning til borgen opstod en landsby, som tog navn efter borgen, og borgkapellet blev bevaret som det underste stokværk i landsbyens kirke.

Ridderborgens jorder udskiftedes mellem bryden og en del avlsgårde, som byggedes i landsbyen. Denne anlagdes efter en plan, som stadig er bevaret i vejnet m.v.. Den ældste del af landsbyen er den vestlige, hvor gårdene lå i en aflang kreds, som omsluttede kirken og den fælles landsbyforte med gadekæret.

I den østlige del lå gårdene i en række mellem bygaden og det, der den gang var bymosen, - en tidligere sø syd for landsbyen.

Landsbyforten bestod her af arealet mellem bygaden og den nuværende Nordre Gade.

Egnen led stærkt under svenskekrigene, og i tiden derefter fulgte misvækst og sygdomme blandt mennesker og dyr. Forholdene blev ikke lettere af, at Ledøje som ryttergods måtte bære indkvartering af kongelige ryttere og deres familier.

Til disse byggede man "soldaterhuse" på dele af landsbyforten, - en del af de nuværende småhuse menes at have en fortid som sådanne soldaterhuse.

Som by i rytterdistriktet fik Ledøje en kongelig rytterskole omkring 1725. Den blev bygget umiddelbart nord for gadekæret, hvor den stadig findes.

Den afløstes i 1924 som skole af "Ledøje gamle skole", som siden er indrettet med pensionistcenter, børneinstitution og foreningsfaciliteter.

Top
 

Mere end 775 år gammel? – del I


Påstanden er rigtig, da en del af vores kirke stammer fra omkring år 1225, og da navnet Ledøje kan henføres til tiden omkring år 1370, hvor stedet er betegnet som Ledøwe i fortegnelsen over jordegods under Roskilde bispestol.

Vi har kun dele af kirken og landskabet fra denne tid. De ældste gårde og huse kan nok med sikkerhed føres tilbage til 1700-tallet, mens resten er kommet til senere – ja de nyeste er endnu på vej.

Vi skal altså tilbage til middelalderen for at finde vore aner. I omegnen boede flere riddere af Hvideslægten, og der hvor vi i dag finder Brydegården, havde en ridder på Valdemar den Stores tid bygget en ridderborg "Ledøwe" med tilhørende borgkapel – den senere Ledøje Kirke. Omkring denne borg opstod landsbyen Ledøwe. Borgen forsvandt i 1430'erne, der blev bygget en almindelig bondegård – og borgjorden blev fordelt mellem denne og et antal andre bondegårde. Ledøwe blev anlagt efter en byplan, der den dag i dag er bevaret og kan ses i vejnettet.

Den ældste del af landsbyen er den vestlige, hvor gårdene lå i en aflang kreds, som omsluttede kirken og gadekæret. I den østlige del lå gårdene i en række mellem bygaden og det, der dengang hed bymosen – en tidligere sø syd for landsbyen. Det er i dag lavningen mellem Ledøjes sydkant og bakken med Øbakkegård.

Ledøje landsby og egnen omkring led i 1600-tallet under svenskekrigene, misvækst og sygdomme, og Ledøje måtte som ryttergods under kronen i en meget lang periode bære indkvartering af kongelige ryttere og deres familier. Det var perioden, før landets forsvar blev baseret på almindelig værnepligt. Man byggede soldaterhuse til disse ryttere, der måtte stille til eksercits og øvelser ved gadekæret hver søndag efter kirketid – småhuse, der den dag i dag findes i bybilledet, f.eks. i Nordre Gade. Her havde jeg fornøjelsen at bo i nr. 4 i nogle år – i en atmosfære af historie. Sjovt som chef for landets værnepligtssystem at bo, hvor bonde- soldater og tidligere våbenfæller har levet.

Ledøje fik som landsby i rytterdistriktet i øvrigt en kongelig rytterskole omkring år 1725 – den blev bygget lige nord for gadekæret, hvor den findes den dag i dag i Ledøje Bygade.

Top
 

Mere end 775 år gammel? – del II


Jeg lovede sidst at følge op på beretningen om vor gamle landsby, hvor jeg nåede frem til tiden omkring værnepligtens indførelse i 1849. Jeg fik ikke omtalt datidens skole og undervisning, der op til 1700-tallet var meget sporadisk og lemfældig. Boglig undervisning og uddannelse var forbeholdt de få og de rige – og dem var der ikke mange af i Ledøje!

Forholdene blev ændret i begyndelsen af 1700-tallet, da Frederik IV indførte et skolesystem for almuevæsenet med 240 skoler knyttet til ryttergodserne - datidens udskrivningsmyndigheder – med tvungen undervisning af alle børn i "rytterdistrikterne". Der blev bl.a. opført en rytterskole i Ledøje omkring 1725, og vi kan som nævnt se bygningen i Ledøje Bygade ved gadekæret. Det er vel at mærke en ændret bygning, for rytterskolerne var ganske små med et enkelt klasselokale, en meget beskeden bolig for skolemesteren, hans familie og en stald til hans dyr. Skolerne blev prydet med kongens monogram, årstal og en opbyggelig inskription i sandsten. Sandstenene er endnu bevaret på et antal af de gamle skoler – f.eks. i Uggeløse oppe ved Lynge. Stenen fra Ledøje Rytterskole kan i dag ses på Søagerskolen, hvor den er indmuret ved skolens sydlige indgang.

Datidens samfund blev som nu styret gennem "forordninger", der greb vel ind i landsbyens liv, men dagligdagen gav man selv love for. Hver by havde sin vedtægt – efterdi det altid har været sædvane og brug hos vore forfædre at holde vide og vedtægt i byen. Det skete også i Ledøje. Når oldermanden tudede i byens horn, havde bymændene at indfinde sig på bystævnet og tage plads på stenene for at byens anliggender kunne blive aftalt. For dem der havde forset sig, blev der fastsat bøder, der straks blev indskåret i byens kæp. Ofte falder bøderne i form af øl, der så drikkes i fællesskab. Det kunne være et slidsomt og utaknemmeligt hverv at være oldermand. Der blev sikkert knurret, når han idømte bøder, og beskyldninger for partiskhed kunne næppe undgås. At han oftest ikke kunne skrive, var ingen hindring. I mange vedtægter hedder det, at han i sådanne tilfælde altid skal have en af byen hos sig, som kan optegne de skyldiges brøde og forseelse – nu og da kunne degnen eller skoleholdere bruges hertil" – måske skoleholderen fra rytterskolen i Bygaden !

Byens "gadestævne" fandtes i Ledøje i 1780 i den vestlige del af Byens Forte - hvor det i dag kan ses ved indkørslen til den gamle præstegård. Vort nutidige "bystævne" er anlagt kort efter 2. Verdenskrig – angiveligt ved genbrug af fundamentsten fra "den røde lade".

Vore forfædre levede i et bondesamfund – og landskabet var indtil udskiftningen sidst i 1700-tallet præget af mange små og spredte jordlodder, fordi hver bonde dengang havde del i såvel god som dårlig jord omkring landsbyen. Det medførte, at alle altid skulle bevæge sig meget for at komme til og fra lodderne – systemet sikrede en rimelig retfærdig fordeling af jorden, men det var upraktisk. Dette rådede man bod på med landbrugsreformen i 1781, der igangsatte den store udskiftning af landbrugsjord. Udskiftningen samlede den enkeltes jord i tilslutning til hans gård, og landskabet ændrede dermed karakter. Jordlodderne blev samlet som "lagkagestykker" med landsbyen som centrum. De nye jordlodder måtte indhegnes, og de blev det. Vi kan den dag i dag se gærderester – og markskel – stråle ud fra Ledøje Landsby. Prøv at se det i terrænet og på de kort og forklarende skitser, der er opstillet så mange af i sognet, når I tager en slentre- eller motionstur her i sommer. Der er rigtig mange spændende ting at se på – og der ligger megen information "lige for fødderne af en", når man kommer frem.

Top
 

Mere end 775 år gammel? – del III


Under Ledøje Bylaug's byvandring i forsommeren fortalte borgmesteren bl. a. om kirkens historie, og jeg bemærkede, at kirkens placering formentlig skal ses i lyset af Københavns biskops ønske om at have en række kirker placeret som led i en "observations- og befæstningskæde" uden om København – for at sikre byen og bispedømmet. Kirken har således i kraft af sin beliggenhed formentlig også haft en forsvarsmission i ufredstider.

Mens de første århundreder af kirkens historie fortoner sig i mørket, ved vi med sikkerhed, at ufreden brød løs over egnen i skæbneåret 1658, hvor svenskerne pludselig stod på Sjælland, og hvor vi tvunget i knæ måtte afstå Trondheim og Bohus Len, Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Den svenske hær med kong Karl den 10. Gustav i spidsen havde efter en dansk-norsk krigserklæring i løbet af vinteren 1657-58 fra Pommeren trængt de danske styrker op gennem Slesvig-Holsten og Jylland, og svenskerne overvejede nu en erobring af Sjælland og København, selvom Danmark havde søherredømmet. En usædvanlig kold vinter kom pludselig Karl den 10. Gustav til hjælp. Han gik over et isdækket Lillebælt til Fyn, og han ville fortsætte direkte over Storebælt ved Nyborg, som han indtog 31 januar, men isen brød op. Hans fortrop søgte hurtigt mod syd, og de fandt passage-mulighed over isen via Tåsinge og Langeland til Lolland. Karl den 10. Gustav besluttede at udnytte overraskelsesmomentet, og på få døgn dirigerede han sine tropper om. Den 6 februar 1658 stod han uden uheld af nogen art med mere end 2000 ryttere på Lolland, og 10-11 februar fortsatte en samlet styrke på godt 7000 mand over Falster til Sjælland, hvor panikken hurtigt bredte sig i takt med rygterne om svenskernes fremrykning. Det kan ikke undre nogen i dag – forestil Jer en så overraskende og hurtig flytning af styrker over store afstande ad dårlige veje og over bælter, som normalt ikke kan passeres. Resultatet blev en total dansk lammelse, og der blev hurtigt indledt fredsforhandlinger for at komme så godt ud af kniben som muligt. Det skete i præstegården i Høje Taastrup – få mil fra Ledøje, hvor man den 18 februar indgik et forlig, der senere på måneden blev til den skæbnesvangre Roskildefred i 1658.

Freden holdt kun i kort tid, da svenskerne i august gik i land ved Korsør for senere at indlede en belejring København forud for stormen på København i februar 1659. I den periode opererede mindre danske styrker, "snaphaner" og lokale bønder efter bedste evne mod de svenske belejringsstyrker for at genere mest muligt. Det gav resultater, selvom stormen på København ikke blev undgået. Et af dem ser vi mindet om i Smørum, hvor Ledøje-stien krydser Skebjergvej. På stenen står lakonisk

"Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum bønders hånd 1659".

Med dette "historiske vingesus" fra 1600-tallet leder vi videre for at se, om vor egn eller vore aner "Ledøje-bønderne" blev berørt af eller var engageret i 1800-tallets ufredsår.

Top
 

Et hus i Ledøje og dets beboere


Da vi købte hus i 1957 var det lige det, vi havde ønsket os. Huset tiltalte os, det var på landet med den til tider gode luft, når køerne blev drevet gennem byen.

Ved tilfældigheder blev vi interesseret i husets fortid, da vi fik fat i nogle gamle kort, dels fra 1781, hvor matr. nr. 80 ikke var indtegnet, og et kort fra 1803, hvor nr. 80 var der. Vi antog derfor, at huset var fra omkring år 1800, og måske et aftægtshus fra en dobbeltgård, der dengang lå på matr. nr. 57, hvor beboerne hed Niels Nielsen og Sidse Olsdatter. Endvidere havde vi fundet en sabelklinge, som var stukket ind mellem taglægterne under stråtaget over døren. Var det for at gemme den eller overtro? Vi fik at vide af Anton Rasmussen, som boede på Gammelgård, at klingen havde været slebet på begge sider, så det havde ikke været en paradesabel. Var det så et gammelt rytterhus? Alle vore tanker om det kom nu ikke til at passe.

Som en begyndelse må vi til Bygaden nr. 9, matr. nr. 55. I 1799 får Hans Olsen et hus på nr. 2 gårds grund (dobbeltgården) og noget af gadejorden. Ejendommen bliver udlagt til Hans Olsens enke Margrete Nielsdatter, som er en søster til Niels Nielsen. Hun bliver gift med Niels Kjeldsen 3. november 1800. Niels Kjeldsen frasælger hus med jordbod for 250 Rdl. den 4. august 1823. Dette må være begyndelsen til matr. nr. 80, Bygaden 7. Der må have ligget et hus på stedet, da der nævnes et hus i handelen, men der findes ikke noget skriftligt om dette.

Køberen hed Christian Clausen, som var fra Svogerslev ved Roskilde. Den 25. april 1824 dør Niels Nielsens enke Sidse Olsdatter, som nu bor hos Rasmus Olsen, som sikkert var en halvbror til hende. Ifølge testamentet mellem hendes afdøde mand, Niels Nielsen, som døde i 1807, deles deres efterladenskaber mellem begges arvinger. Christian Clausen har huset til 1824, hvor han sælger til Simon Nielsen således:

Jeg underskrevne Christian Clausen sælger mit iboende Hus på 5 fag med Hauge og Kakkelovn for 120 Rdl. til Simon Nielsen, Ledøje, som betales sådan: 50 Rdl. er betalt, endvidere afbetalt 12 Rdl. 3 s. til forhenværende Ejer, nu afdøde Sidse Olsdatter samt diverse beløb til Arvingerne (Ejer af matr. nr. 55 hedder nu Lars Pedersen).

I brandforsikringsarkivalier af 3. januar 1839 står følgende: "Simon Nielsens hus med enderne til østen og vesten, 5 fag lang, 3 fag dyb, af blandingstømmer, lervægge og stråtag, indrettet med indgang til forstue, herved en stue med bilæggerovn, et køkken med skorsten og en indmuret kobberkedel på ¼ tønde, et kammer, et tørvehus samt lo. Overalt lergulv og bræddeloft, simple vinduer og døre.

I brandtaxationsprotokol den 19. august 1841 står der, at huset, der var forsikret for 300 Rdl. sølv, befandtes nu således forringet, at det nu er vurderet til 250 Rdl. sølv. Beskrivelsen som foregående. Forsikringen på 300 Rdl. er bortfaldet.

Med hensyn til de nævnte beløb til Sidse Olsdatters arvinger står følgende:

2 arvinger har ikke hentet deres penge, så de beløb bliver opbevaret af Skifteretten.

30. januar 1856 (tinglyst). Sælger Simon Nielsen huset til sin svigersøn, Søren Pedersen. Simon Nielsen og hustru Bodil Nielsdatter skal bo undertag (aftægt). Da grunden siden er blevet pålignet nyt hartkorn er diverse afgifter af 1824 bortfaldet, såfremt det ikke fordres af ejeren matr. nr. 55, bymændene eller statskassen. Dette bliver udslettet 15. februar 1893. Brandforsikringsarkivalierne er ikke så udtømmende som tidligere, der står hvad huset er lavet af og omkring 1872 er forsikringssummen 250 ?.

15. februar 1893. Sælger Søren Pedersen til sin søn Hans Peter Sørensen. Med hensyn til de påhvilende byrder og behæftelser bemærkes, at den ? af grunden svares grundafgift af matr. nr. 55 eller bymændene, men at køber er blevet bekendt hermed. Købesum 200 kr. og aftægt til Søren Pedersen og Maren Simonsdatter. Aftægten slettet 29. september 1909."

Herfra er der ikke så mange oplysninger tilgængelige, så det bliver kun ejere der bliver nævnt ifølge tingbogen.

Hans Peter Sørensen sælger huset i 1935 til arbejdsmand Anders Peter Sørensen, Ledøje, for 3.390 kr., som i en gammel skorstensfejerbog er klokker.

Anders Peter Sørensen sælger til fru Edith Jensen, f. Fuglede for 13.000 kr. i 1948, men denne bor der ikke længe for i 1949 er det arvingerne der sælger huset til fru Ane Dorthea Marie Nielsen, Nybølle, for 10.750 kr. Denne var mor til Mary Rasmussen, som var gift med Carl Rasmussen, Nybøllevej 7, Ledøje.

1957 er det os der køber huset for 16.000 kr. med 5.000 kr. i udbetaling (næsten 1/3-del). Det skal siges, at der kun var en spand i udhuset til toiletbesøg og ikke meget udhus.

Om folketællingen i Ledøje kan der fortælles:

1801:

(Der hørte jord til matr. nr. 55, som lå ved Bjørnetoften).

Fra 1801 til 1834 findes ingen folketællinger på grund af landets bankerot.

I 1834 er Christian Clausen husmand og skrædder og Simon Nielsen er husmand og arbejdsmand.

1840 er Christian Clausen skrædder og Simon Nielsen bødker.

1845 er Simon Nielsen husmand og daglejer. Hans kone Bodil Nielsdatter er ligesom Simon Nielsen fra Smørum.

1855 bor der her i huset følgende:

Søren Pedersen, Maren Simonsdatter, Jørgen, Bodil og Niels Mogensen, som er hendes børn af 1' ægteskab samt Anders Sørensen, som er en fælles søn.

De bor der alle i 1860 samt konens moder Maren Simonsdatter, som er huesyerske.

Christian Clausen og konen bor stadig i Ledøje til omkring 1860. Han er ikke opført i realregisteret som husejer, og må således bo til leje.

1870 er Søren Pedersen jordbruger og arbejdsmand. Hans Sørensen er musiker.

1880 er Søren Pedersen jordbruger. Sidse Hansen husmor.

Hans Sørensen er nu blevet gift med Ane Kirstine Larsen fra Jørlunde og de har et barn, Karen Johanne Sørensen, og de bor alle i huset. Hans Sørensen er cigarmager.

Om huset kan der fortælles, at der er foretaget en udvidelse mod øst. Denne gavl er bygget i sten og der er en tydelig revne mellem 3. og 4. vindue, så facaden mod vejen må være muret i sten på et andet tidspunkt. Vestgavlen er af ler forneden og træ foroven. Af lervægge er der ca. 10 løbende meter tilbage. Vi har også to bjælkeender, som går ud gennem muren. Vi har fået oplyst, at man gjorde sådan omkring 1800-tallet.

Da vi har fortalt om huset og beboerne, har det ikke kunnet undgås, at der er en masse forskellige personnavne på, men vi synes det skulle med, for der sker jo meget på små tohundrede års lokalhistorie.

Edith og Tage Frederiksen har hjulpet med skifter m.m. fra Landsarkivet. Øvrige kilder Landsarkivet og Lokalarkivet.

Top
 

Kyenmanden og Slattenlangpatte


I meget gamle dage, flere hundrede år før fjernsynet blev opfundet, gik de lange vinteraftener bl.a. med at fortælle gamle historier og sagn, som var gået i arv fra generation til generation. Hver egn sine historier. Her er en af de få fra Ledøje, som har overlevet.

På Ledøje Bymarks sydvestlige hjørne lå i sin tid en høj, og her boede Kyenmanden. På bymarkens nordøstlige hjørne ligger den dag i dag en høj, der hedder Lemene Høj (Lemming Høj). Her boede Slattenlangpatte, og hun var kæreste med Kyenmanden. Han red tit hen og besøgte hende om natten. Så tog han hende med hjem. Han lagde hende tværs over ryggen på sin hest.

I det sydvestlige hjørne af byen ligger endnu en gård, hvor der er en port både i den nordlige og den sydlige længe lige overfor hinanden. Der skal Kyenmanden have redet igennem med Slattenlangpatte. Beboerne på gården turde ikke lukke portene om natten, for hvis Kyenmanden kom, og portene var lukket, blev de spoleret.

Engang havde han tabt en vante, og den var så stor, at den kunne rumme en halv skæppe sæd (8,7 liter korn). Så blev folkene på gården enige om at binde en magen til, og den blev om aftenen lagt ud i porten på et bjælkehoved, og den blev også borte om natten.

Nogle nætter efter kom der én og bankede på det ene vindue og sagde: "Hør du, vante-ven, du må skynde dig op, for begge dine hvide heste ligger i en tørvegrav og er ved at drukne". Og lige så snart som de kom til tørvegraven og hestene, var disse oppe med det samme.

Mange at disse gamle sagn og historier har i mere eller mindre grad rod i virkeligheden, det er sandsynligvis også sådan med denne historie.

Gården, som der fortælles om, må være Gammelgård, som netop ligger i Ledøje Landsbys sydvestlige hjørne og har to porte overfor hinanden med en gennemgående vej. Geografisk ligger Gammelgård i en linie mellem Lemming Høj og "øen" Kyen, som optræder på gamle kort, som en ø sydvest for Øbakkegård ude i Porsemosen, som dengang havde betydeligt mere overfladevand. Den nuværende Gammelgård er opført i 1792, men det må formodes, at længerne er opført på det gamle fundament. Gammelgård har for øvrigt været i samme slægts eje siden 1837, hvilket så vidt vides ikke modsvares af andre gårde i byen.

Under Christian V (1646-99 konge 1670-99) henlå Ledøje Bymarker under den kgl. vildtbane, hvilket medførte store ulemper for bønderne. Kongens yndling overhofjægermester Vincents Hahn ((1632-80) drev det især vidt med hensynsløs jagt, og var derfor forhadet af bønderne, som han chikanerede på alle måder. I Ledøje kaldtes han "den onde jæger Hahn" eller "Kymanden", fordi hans natlige togter gik over Kyen, opad Helledvejen, gennem 2 gårde i Ledøje og ad Smørum til. Det må formodes, at Overhofjægermester Hahn må tage ansvaret for Kyenmandens opståen. Vincents Hahn var for øvrigt en mecklenburgsk adelsmand, som i 1661 blev overhofjægermester, og som Christian V´s jagtfælle og yndling fik stor politisk indflydelse og samlede meget gods.

Slattenlangpat(te) er kendt fra flere andre sagn i det sjællandske område fra den tid.

Som en pudsighed er der stadig heste på Gammelgård, som jo i dag er hestepension, og inden for de seneste år har det flere gange været nødvendigt at tilkalde Falck, for at redde heste op af mosen!

Top
 

Jul i Ledøje


Som jeg husker julen fra omkring 1934, det var småt for mange mennesker dengang, det var de små gavers tid, men maden og bagninger blev der gjort lidt ekstra ud af i anledningen af julen.

Alle, som havde plads og muligheder for det, slagtede julegrisen i november – december måned. Det gav travlhed med at lave medister, blodpølse, rullepølse, og koge fedt af til at lave fedtegrever. Småkød og fedt blev kørt gennem kødmaskinen til fars, og de store stykker kød blev lagt i saltkaret, for der var ingen fryser dengang i 1934. Og hvis man havde ænder og gæs blev de slagtet lige inden juleaften.

Jeg tror ikke det var mange , der kom til København, for at se juleudstilling, og det var i hvert fald ikke alle der havde et juletræ hjemme.

Jeg kan huske købmand Klinke i Ledøje havde et udstillingsvindue i forretningen på Ledøje Bygade med juletræspynt og lidt legetøj. Der stod altid nogle børn fra byen og trykkede deres næser flade mod ruden.

Fra omkring 1938 lave min mor og far 4-5 julekurve med lidt julemad og julegodter, og dem bragte min bror og jeg ud til enlige gamle mennesker, som var alene. Min mor fik hjælp til at stoppe strømper til familien, for hun var for det meste i marken og passe grønsagerne. De fik også en kurv med julegodter.

Så kom juleaftensdag, de sidste ting skulle på plads. De familier, der ikke selv havde tid, eller ikke selv kunne stege anden, gik op til bageriet i Ledøje, hvor bageren klarede andestegningen i den store brødovn. Så hentede man anden, når man gik hjem fra kirke eller senere på eftermiddagen.

Indtil 1936 holdt min familie juleaften på Amager hos mine bedsteforældre, men senere blev det tradition at holde julen i Ledøje hos mine forældre. Dengang var kirken fyldt til sidste plads, halvdelen var folk på gennemrejse, for de syntes det var hyggeligt at komme i Ledøje Kirke. Det samme skete også i 1980- 1990, da jeg selv var graver ved kirken i Ledøje. Jeg har ofte spurgt folk om, hvorfor de kom netop her til Ledøje for at være med til julegudstjeneste. Og svaret har ofte været, at de selv som børn under krigen kom til gudstjeneste og ville give denne stemning videre til deres egne børn.

Tilbage til 1936

2. juledag var der bal på Smørum Kro for de unge mennesker fra kl. 20.00 til 2.00. Det var Smørum Idræts- og skytteforening der stod for ballet.

I Ledøje havde man en forening, der hed "Hundredmandsforeningen", jeg mener det var en forening man kunne få lidt sygehjælp i. Denne forening arrangerede juletræ for byens borgere i Ledøje Forsamlingshus 4. juledag kl. 19.00. Her dansede man om juletræet og sang julens sange. Bagefter fik alle børnene godteposer og juletræet blev plyndret for julepynt og godter, som derefter blev delt ud til alle deltagerne. Det blev til en helt del, for træet nåede helt op til loftet. Det sjoveste var, når træet skulle trækkes ud fra salen. Dengang var der en dobbeltdør i gavlen, og når de voksne trak træet ud, for alle børnene hen og trak træet ind i salen igen. Det vakte stor jubel blandt alle os børn. Vi ville ikke have festen til at stoppe.

Når træet endelig var kommet helt ud, blev der spillet op til en del sanglege igen. Ved 22- tiden blev der så spillet op til dans for alle deltagerne. Det var sjovt at være med til, for vi var 7 børn der lige var begyndt at gå til dans i Ballerup på Ballerup Kro, så vi fik også et par "svingommer" på dansegulvet.

Det var et par erindringer fra min barndom i Ledøje.

Top
 

Fastelavnsfesterne i Ledøje har gamle traditioner


Bylauget opbevarer en bog, hvor alle fastelavnsfesterne er beskrevet og regnskabsført fra 1948. Her kommer et kik i bogen.

I årene frem til 1960, hvor Ledøje-Smørum fik en centralskole, arrangerede de unge elever både fastelavnsfest og eksamensfest i Ledøje. Fastelavnsfesten gav overskud, og det blev brugt til at holde eksamensfesten for senere på foråret.

Den gang som i dag rasledes penge, men også æg, ind til festen ved "fastelavnsløbning". Hovedparten af æggene blev brugt til pålæg ved festen, de øvrige solgte man. Til festen var der også indtægt på salg af sodavand. Selve festen begyndte kl. 16 med tøndeslagning og derefter sanglege indtil spisningen kl. 18.30. Så kom spillemanden og dansen begyndte. Når der var pause serveredes der kakao, og derefter fortsatte ballet til midnat.

I bogen kan man for hvert år læse, hvem der slog tønden ned; den som slog tønden ned valgte en kattedronning og katteparret åbnede senere på aftenen ballet med en brudevals. Man kan også læse, hvem der blev præmieret for bedste maskering; i 1952 fik de to udvalgte piger hver en pose bolsher, de var klædt ud som hyrdinde og cowboy.

Af regnskaberne kan man se, hvor der blev købt ind og hvad de enkelte varer kostede på den tid; de første år havde Købmand Klinke faste kunder til Fastelavn.

I 1970´erne begyndte festerne at tage lidt mere forskellig form. På denne tid blev der serveret pølser til festen, og musikken blev nogle år spillet af bands med udenlandske navne som "The More" og "The Torpedo Express"

I 1977 var der fest for de små op til 12 år om eftermiddagen og fest for de 13-20 årige om aftenen, hvor musikken blev leveret af "The Torpedo Express". Arrangørerne skriver bl.a. : "Der blev drukket øl og spiritus, og der var kun et par stykker, der blev fulde, ellers havde vi det meget godt. Peter ville have festen færdig kl. 23.00. Trods mange protester blev der lukket, og vi begyndte at rydde op."

I 1980'erne ændredes festerne yderligere, man begyndte festen tidligt på eftermiddagen og sluttede ved 17-tiden - omtrent som i dag, hvor det stadig er Ledøje-børn, der går i 7. klasse på Søagerskolen, som arrangerer.

De fine regnskaber for fastelavnsfesterne blev revideret af lærer F. Hermansen fra Lille Smørum frem til 1974, da gav han opgaven og bogen videre til den daværende Ledøje Borger og Grundejerforening (nu Ledøje Bylaug).
Pernille Breum

Top
 

Ledøje forsamlingshus 100 år


Ledøje Forsamlingshus ca. 1910

I gamle dage før 1800 holdt man fester på gårdene for gårdmændene, og husmændene holdt deres fester hos en husmand. Kun høstfesten holdt man sammen på en af gårdene. Der var ingen, der holdt fester på kroer og der var ingen forsamlingshuse.

Men efter år 1800 var de fleste gårdmænd i Ledøje blevet selvstændige bønder og arbejdede alene på markerne. Det var slut med de store høstfester, og de fester husmænd og gårdmænd havde holdt. Der kom nye tider og de selvstændige bønder begyndte at sende deres unge sønner på højskoler.

På disse skoler lærte de unge at samles til foredrag, gymnastik og fester. Og de lærte at feste sammen på tværs af arbejdsskel. Når de igen vendte hjem til landsbyen videreførte de unge, det de havde lært på højskolerne. De ville have oplysning, som foredrag og feste med hinanden. Foredrag og fester blev holdt i Ledøje Rytterskole, men det var ikke nok.

I Smørum havde de en kro og i sidste halvdel af 1800-tallet, blev kroen indrettet til at man kunne holde fester, der blev bygget en sidebygning, med en stor sal. I Ledøje havde man også haft en kro, men den blev nedlagt omkring 1850 og havde kun været et herberg.

Med de nye tider havde Ledøje også brug for et sted at være sammen og især for de unge mennesker at feste og udfolde sig.

Ledøje's unge mandskab gik derfor til Smørum kro, hvor det var blevet meget populært at feste. Men som vi alle kender det, så er det ikke let at komme til et fremmede sted, de lokale er oftest fjendtlig indstillet. Om der var for stor konkurrence om de unge piger, ved vi ikke, men Ledøje-drengenes besøg på Smørum kro endte tit i et slagsmål og et ydmygende nederlag for de unge mennesker, der blev jagtet hjem af Smørums unge mænd.

Det var de voksne i Ledøje ikke tilfredse med og de bestemte sig for at bygge et forsamlingshus, hvor de selv og deres unge kunne få viden og oplysning. I de år var der stor mode i at bygge forsamlingshuse. Hvert sogn, der ikke havde en kro, ville i stedet bygge et forsamlingshus. Der blev også bygget mange missionshuse, så trangen til at forsamle sig var stor. En anden årsag var de store uroligheder i begyndelsen af 1880-erne, hvor Danmark var på randen af en borgerkrig og enhver havde våben, men ingen steder at øve sig. Så forsamlingshuse blev rammen om skytte- og gymnastikforening og meget mere. Det kommer jeg ind på, når vi ses på Jubilæumsdagen.

Ledøje Forsamlingshus blev bygget på en tom gårdsplads, hvor før Krogården lå. Allerede i 1737 fik en af de store gårdmænd Peder Andersen tilladelse til at holde kro. Krogården lå på samme sted til 1845-50. Da blev kroen nedlagt og gården flyttet ud på Øbakken, hvor den ligger i dag og kaldes Øbakkegård.

Da forsamlingshuset stod færdigt den 25.9.1904 blev Ledøje læseforenings bogsamling (det var begyndelsen til et folkebibliotek) overført til huset. Bogsamlingen havde været i Forbrugsforeningen. Den næste, der fik husly i "Huset", var Ledøjes kvindeforening, der lånte salen til den første juletræsfest i byen for børn og voksne. Foreningen betalte 3 kr. for lys og varme.

I 1906 stod rejsestalden færdig. En del gårde lå udenfor byen og når der var fest i Forsamlingshuset, kom de i hestevogne og havde brug for et sted til dyrene. Omkring 1924 blev stalden lavet om til cykler og retiraderne udenfor blev sløjfet og der blev også indrettet et "das" i rejsestalden.

Skytteforeningen kom også til og benyttede salen indtil omkring 1960. Det fortælles at der var riller i scenegulvet ned til kælderen under scenen. Her kunne man så hejse skydeskiverne op og ned til markøren i kælderen. Fugleskydningskonkurrence blev holdt i Forsamlingshuset. Tidligt begyndte Gymnastik-foreningen at holde fester med dilettant, hvor mange af byens boger optrådte. I 1913 fik foreningen faste redskaber som ribber, men løse redskaber skulle stilles væk efter brug. Militæret havde adgang til øvelser under 1.verdenkrig og som solidaritet med militæret låntes salen ud uden betaling. Forsamlingshuset blev også lånt ud til kommunalvalg mod betaling fra kommunen. I

Perioden fra 1816-23

blev en del børn undervist i Forsamlingshuset, da Rytterskolen var blevet for lille. Den nye skole stod færdig i 1923-24, og undervisningen ophørte. Men der stod mange foreninger på ryggen af hinanden for at låne huset.

Men det kneb med økonomien og i 1925 besluttede bestyrelsen at holde en forårsfest. Det blev med kaffebord og bal. Udenfor havde man gynger og karruseller i løbet af dagen til børnene. Det blev en stor succes og det gentog man til en efterårsfest, en tradition som kom til at få en stor betydning i Ledøje. I 1928 lejede fru Rasmussen en stue til syskole for vinteren og året efter holdt man et stort Radiobal med kaffe og dans til radiomusik. Samme år holdt man 25-års jubilæum for "Huset" med kaffe, kagebord og bal.

Perioden fra 1930-54

Private fester holdt deres indtog i "huset" og gav deres bidrag til økonomien. Der blev holdt barnedåb, bryllupper, runde fødselsdage, sølvbryllupper og begravelser. Af aktiviteter i perioden kan nævnes foredragsforening, kvindeforening, bibliotek, skolegymnastik, Ledøje Skytte- og Gymnastikforening, Ledøje vandværk, dilettant, Ledøje Borger og grundejerforening, Husmandsforeningen, Danseskole, Folkedans, Den selskabelige forening, 100-mandsforeningen(støtteforening for trængende med af delinger i mange byer) Sangforeningen og de mange generalforsamlinger. Engang imellem kom der biograf og sparekassen var også en trofast besøger. Når Sparekassens folk mødte op, modtog de indsættelser på sparekassebogen og hævelser. Det skete der blev holdt en privatfest, når sparekassen kom og så blev personalet inviteret med til festen, for man kendte jo hinanden og sparekassefolkene kunne nu nok også huske nogle af kundernes formuer på sparekassebogen.

Under krigen manglede man brændsel til den store kakkelovn, men ellers gav det ikke de store bemærkninger i forhandlingsbogen. Der blev dog holdt en "Fredsfest" da krigen var ovre med sange, optræden og bal.

I 1954 blev huset udvidet og den lille vinkel vi kender i dag blev bygget til.

Der blev holdt sommerfest i 1959 med spisning, tivoli med boder og aftenunderholdning og bal. Amerikansk lotteri var også blevet en fast forteelse. Ved forårsfesten lavede man arrangementer for børn med håndbold osv. I 1961 afholdtes St.Hansfest ved gadekæret og derefter var der bal i forsamlingshuset.

I 1962 blev den store kakkelovn fjernet og der blev lagt centralvarme ind i huset. Huset skulle vedligeholdes og i 1968 ville man låne 50.000 til istandsættelse. Der skulle dog gå fire år før lånet kom i stand og samtidigt udvidede man aktiekapitalen.

Forsamlingshuse var og er rammen om kulturelle aktiviteter i sognet og deres betydning for fællesskabet, udvikling og lokalidentitet kan vanskeligt overvurderes.
Rita Holm

Top